Nogen vil nok synes, at min arbejdsproces virker en smule sær. Jeg tror, at det kan skyldes, at den skiller sig lidt ud, ved at jeg f.eks. tager et ikke refunderbart depositum, når jeg får en opgave. Selvfølgelig bliver det refunderet, hvis jeg ikke kan levere varen.
Men mange af os er jo vant til, at man først betaler for en ydelse, når den er udført. F.eks. betaler vi jo først VVS’eren, når han har ordnet den vandskade, som før gjorde, at ens kælder stod under vand. Når arbejdet er udført, modtager vi en faktura, som vi betaler, selvom vi lige studser lidt over prisen på den nye varmvandspumpe, som viser sig at være dyrere end antaget. Men kvalitet koster også!
Jeg er en af de få grafikere, som har valgt ikke at bruge timeløn i mit arbejde. Hvorfor? Fordi det er nemmere for mig at holde styr på. Simpelthen. Jeg ved, at der findes apps osv. til at styre ens arbejdstimer, men jeg arbejder på forskellige tidspunkter i døgnet (det kommer også lidt an på, hvor mange kunder jeg har). Når man som jeg ikke er stærk i matematik, så er det rart med faste priser.
Min arbejdsprocedure er således:
Når jeg kommer i kontakt med en kunde, som ønsker en grafisk opgave lavet, så starter jeg med at forhøre mig omkring opgaven. Hvis det f.eks. er et logo, der skal laves, så skal jeg vide, hvad logoet skal repræsentere og hvilken branche det skal bruges i. Kunden skal også forklare mig, sine værdier i virksomheden. Hvad skal logoet symbolisere? Hvilke farver ønsker kunden at der indgår i logoet? Skal logoet være et ikon med navnetræk(typisk firmanavn), eller skal logoet i sig selv bare være et navnetræk osv.
Når kunden har givet mig alle de informationer, som jeg skal bruge til at lave logoet, så sender jeg dem en kontrakt med mine “arbejdsbetingelser”, som kunden så skal godkende ved at underskrive og sende den retur.
I min kontrakt står der lige fra logoets deadline, hvad en korrektur koster, hvordan betalingen foregår, til hvordan rettighederne til logoet er. Der står selvfølgelig også, at jeg kræver noget af logoets samlede pris betalt forud, inden jeg påbegynder arbejdet. Dette er mit såkaldte depositum, og det er en god buffer at have, for at regne med, at langt de fleste kunder så ikke vælger at finde en anden grafiker midt i arbejdet.
Med en kontrakt ved kunden, hvilke retningslinjer jeg arbejder med, og hvad samarbejdet med mig indebærer. Der er regler, som vi begge skal overholde for at kunne have et gensidigt samarbejde.
Når kunden har underskrevet kontrakten og betalt depositum, så går jeg i gang med logoet. Først med at researche indenfor det område, som logoet skal repræsentere. På den måde får jeg en masse inspiration og forskellige input, jeg måske kan få gavn af.
Efterfølgende begynder jeg at lave en brainstorm. Jeg begynder at tegne skitser på papir, for at få visualiseret de ideér jeg måtte have fået. Nogle gange laver jeg også “skitser” direkte i Illustrator, men det kommer helt an på, hvilken type logoopgave jeg er blevet stillet.
Efter skitseringen udvælger jeg den skitse, som jeg synes, fungerer bedst. Den rentegner jeg så og sender kunden et udkast typisk i form af en PDF fil. Accepterer kunden udkastet laver jeg det færdigt i henholdsvis farve, sorthvid og negativ samt i gængse fil formater(kommer an på hvilken logopakke kunden har valgt). Kunden skal nu betale resten af logoets pris, før jeg afsender logoet i en zippet/komprimeret mappe via mail.
Som afslutning kan jeg fortælle en sand oplevelse jeg for nyligt havde. Det kan ses som et godt eksempel på, hvorfor jeg kræver noget af mine priser forud for et stykke arbejde.
En mand fra Australien skrev for nyligt til mig på Facebook. Han ville rigtig gerne have mig til at designe et logo til ham. Han ejede et VVS firma. Jeg blev selvfølgelig glad og skrev mine logopriser og konkrete betingelser til ham samt et link til min referenceside på hjemmesiden, så han kunne se, de andre logoer jeg har lavet.
Han skriver så, at han nok skal betale. Priserne er ikke et problem. Men han vil gerne have, at jeg laver nogle skitser til ham, så han ud fra dem kan bedømme, om han vil bruge mig. Jeg må så meddele ham, at jeg ikke arbejder sådan. Hvis han ikke kunne acceptere det, så måtte han finde en anden grafiker. Han svarede så, at det måtte jeg helt selv om, så jeg afsluttede med at ønske ham held og lykke og have en god dag.
Hvis jeg lavede skitser til ham, så kunne han jo i realiteten sige til mig, at skitserne slet ikke fungerede til hans logo, og at han ikke ville bruge mig som grafiker. For så at gå til en anden grafiker med selv samme skitser, som han inderst inde er godt tilfreds med.
Jeg kan godt selv høre, at jeg lyder paranoid og lidt for mistroisk. Men det er baseret ud fra erfaring. Desværre. Jeg er blevet snydt før. Og det har jeg heldigvis lært af. Med kontrakt og depositum føler jeg mig i hvert fald mere professionel og kvalitetsbevidst.
Med mange grafikere i landet og i verdenen kan kunderne vælge og vrage. Men nogle gange så skal man også være bevidst om, at det godt kan betale sig ikke at samarbejde med visse typer kunder.
Seneste kommentarer