Med fare for at modtage kritiske svar fra andre grafikere vælger jeg nu alligevel at stikke hånden ind i et hvepsebo. For dette emne er yderst diskuteret blandt grafikere og ikke mindst de potentielle kunder.
Hvad koster et professionelt logo design egentlig? 🧐
Mange grafikere tager en fast timepris for deres arbejde. Nogle har også pakkeløsninger og såkaldte klippekort, kunder kan gøre brug af. Selv har jeg en fast pris på logoer, der dog alligevel er fleksibel, alt efter hvor mange ekstra korrekturgange der bruges. Når folk spørger mig om min pris, så siger jeg altid, at min pris ligger mellem X og Y kr. + moms. Pga. min talblindhed er det simpelthen nemmere for mig at holde styr på mine priser ved at lave dem faste med en fleksibel tilgang.
Nogle gange vil jeg også mene, at den pris man nu tager også afspejler, at man som grafiker har en grafisk uddannelse og typisk også noget erhvervserfaring godt blandet med, hvad man hver især brænder for i sit fag. Nogle er gode all around grafikere, andre vil måske helst arbejde med digitalt design, imens andre som f.eks. mig selv holder sig til logodesign og layout af tryksager. Dog kan jeg mærke på mig selv, at jeg mere og mere brænder for logodesignet og den tilhørende proces.
Derfor kan priserne variere fra grafiker til grafiker alt efter uddannelse, erfaring og om grafikeren har valgt at specialisere sig i noget bestemt.
Logo processen
Når jeg snakker med en potentiel kunde, plejer jeg at spørge ind til de første informationer, jeg har brug for for lige at finde ud af, hvad det er for en type branche, jeg har med at gøre. Samtidigt med at jeg sender kunden min vilkårskontrakt, som skal læses og underskrives, før samarbejdet rigtigt starter, sender jeg også et hjemmelavet Word dokument. I det dokument har jeg ud fra nogle erfaringer nedskrevet nogle relevante spørgsmål vedr. det logo, som kunden ønsker. Bl.a. omkring målgruppe, værdier, symbolik og farvevalg.
Selvfølgelig kan kunden lade være med at besvare dokumentet, men jeg siger altid, at det gør arbejdet nemmere for mig, hvis jeg kan få at vide, hvad kunden ønsker og f.eks. slet ikke vil have. Har kunden lavet skitser eller brainstormet, er det også rigtig rart, hvis jeg kan få dem tillsendt, til når jeg starter min baggrundsresearch.
Logo research
Når kontrakten er underskrevet af kunden, går jeg i gang. Jeg påbegynder min research, som altid starter på gode gamle Google 😉 Så begynder jeg at tjekke kundens konkurrenters logoer, så man kan undgå, at designe et allerede eksisterende logo.
Har kunden udfyldt mit dokument og besvaret mine spørgsmål, så gennemgår jeg selvfølgelig også det, så jeg har nogle faktorer at gå ud fra. Typisk googler jeg også kundens branche på engelsk, da der som oftest er flere bud på logodesigns, når man søger på engelsk. Så gælder det bare om at suge inspirationen til sig.
Jeg kan anbefale, at man også giver et kig på Behance, Logopond og Dribbble 👍🏻
Logo skitser – undervurder ikke denne proces
Jeg kan kun anbefale, at hvis man ønsker sig et logo design, så kan det være en rigtig god idé, hvis man lige sætter sig ned en times tid eller to og forsøger at tegne det logo, man ønsker sig. Og bare rolig! Det handler ikke om, om du kan tegne eller ej. Denne proces handler kun om, at du får nogle idéer ud og ned på papiret 😉
Ønsker kunden sig f.eks. et logo med et dyr, så finder jeg forskellige billeder af dyret, printer dem ud og begynder så at tegne ovenpå med semitransparant papir. På den måde bruger jeg i bund og grund taktikken “trial and error” til jeg til sidst får tegnet en skitse af dyret, som jeg er tilfreds med, og som jeg vil arbejde videre med.
Jeg har prøvet at bruge 4-5 stykker A4 transparant papir til en skitse, så det siger lidt om denne proces 😅
Grid og rentegning
Med en færdig logo skitse tager jeg nu et billede af den og sender til min egen mail, så jeg får det på computeren. Så åbner jeg det i Adobe Illustrator, som nok er det mest brugte designprogram, grafikere bruger til logoer. For at få de pæneste former fra skitsen bruger jeg nu forskellige cirkler og ovaler, hvis streger jeg til sidst klipper i stykker, så jeg kun har den streg, jeg skal bruge herfra. Nogle gange bruger jeg også Fibonaccispiralen(Det Gyldne Snit) til visse dele af formerne.
Når jeg er færdig med at sætte grid, og mit dyr nu står klart, afprøver jeg forskellige farver for at se, hvilke farver der passer sammen, hvis der skal bruges 2-3 forskellige i logoet. Der afprøves også forskellige fonte til navnetrækket og eventuelt payoff(slogan).
Præsentation og korrektur
Når logo designet er klart til at blive vist til kunden, laver jeg altid en såkaldt mockup, hvor jeg viser logoet i en realistisk situation. F.eks. sat på en varevogn, et brevpapir, et vindue eller en plakat. Så er det nemmere for kunden at forestille sig logoet i brug.
Når mockupsene er færdige, sender jeg dem til korrektur hos kunden. Så afventer jeg, om der skulle indfinde sig nogle rettelser, der skal laves, eller om logoet bliver godkendt med det samme. Gør det det udarbejder jeg alle de nødvendige logofiler til kunden, så logoet er klart til både diverse tryksager og til digitalt brug.
Proceduren hos mig er så, at kunden betaler min faktura, inden jeg sender alle filerne afsted. Ja, jeg har desværre prøvet et par gange, at kunden ikke har betalt mig, så jeg har følt mig nødsaget til at have denne betalingsprocedure, selvom jeg nu vægter tillid ret højt til mine kunder.
Sådan ser en typisk arbejdsproces ud hos mig. Jeg tror, at mange andre grafikere gør noget lignende.
Spørgsmål til grafikeren
Canva understøtter IKKE vektorformat, som logoer skal være i for at kunne skaleres op og ned og samtidigt beholde kvaliteten. Så til logodesign og andre skalerbare grafiske produkter dur Canva altså ikke. Ret mig hvis jeg tager fejl, men jeg tager udgangspunkt i det, som Canva skriver i deres Help Center https://support.canva.com/legal/licensing/using-canva-design-logo/ 😉 Så hvis du ønsker et unikt logodesign, som ingen andre også kan bruge, så betal en grafiker, hvis designstil du kan lide. Så får du bl.a. også dit logo som en vektorfil i både trykfarven CMYK og i den digitale farveprofil RGB.
Jeg ved, at Canva bruges af mange. Også grafikere for den sags skyld. Canva bruges typisk til diverse online præsentationer eller fysiske tryksager. Dog ved jeg fra et par bekendte trykkere, at de tit og ofte må lave folks hjemmelavede flyers osv. om, fordi de fleste folk selvfølgelig ikke ved noget om beskæring og skæremærker(bleed og cropmarks) som kræves, når man vil bruge et prof. trykkeri til at trykke/printe sine tryksager.
For en god ordens skyld får I her link til lidt information om denne ret vigtige tekniske del, når man skal sende sine tryksager til tryk https://support.canva.com/publish/printing/crop-marks-and-bleed/ Det er en god start til at mindske trykkerimedarbejdernes “grå hår” 😉 Jeg bruger og kender ikke rigtig til Canva, så har du spørgsmål til de her ting, så må du spørge en Canva kyndig person.
Photoshop er ligesom Canva IKKE et vektorprogram.
Photoshop er et billedredigeringsprogram og arbejder i pixels. I tidernes morgen brugte man Photoshop, når man f.eks. skulle lave et hjemmesidedesign, inden det blev programmeret. Denne del kan nu godt stadig gå til en vis grænse, hvis man har behov for det. De fleste grafikere bruger nu andre programmer til webdesigndelen såsom Sketch, Figma, Adobe Xd m.m.
Men husk! Hvis naboens søn/datter eller en af dine venners ven/veninde tilbyder dig et helt gratis logo lavet i Photoshop, så sig pænt NEJ TAK! Du kan højest og måske bruge det til et profilbillede på Facebook, LinkedIn eller andet online medie. Skal det bruges til tryk f.eks. et stort skilt/banner, bilfolie til firmabilen eller andre produkter hvor logoet skal skaleres op/ned, så får du altså nogle udfordringer.
Så skal logoet med 100% garanti rentegnes på ny i et vektorprogram.
Du bør overveje, om det er dit budget, der er sat for lavt? På Facebook kan jeg se, hvad nogle grafikere tager i timen, og ud fra det, så kan jeg lige så godt sige, at så får man altså ikke et kvalitets logo med et budget på f.eks. kun 1.000 kr. Der er altså grafikere derude, som tager mellem 400-900 kr. i timen.
Ofte oplever jeg, at pris og kvalitet hænger sammen. Selvfølgelig vil man kunne få lavet sig et billigere logo, hvis man får en grafikerstuderende e.lign. til det end en uddannet grafiker.
Hvis jeg f.eks. på Facebook ser et opslag fra en person, der søger en grafiker til et logodesign men oplyser, at budgettet kun er på, lad os bare sige 1.500 kr., så er jeg simpelthen begyndt at kommentere og skrive, at jeg for det første ikke tror, at personen får så meget logo for det budget, og for det andet at jeg faktisk synes, at vedkomne bør bruge pengene mere fornuftigt på noget andet, der rent faktisk vil kunne give vedkomnes firma værdi, så der kan komme en indtjening. Når der så er penge i kassen, så kan man jo begynde at tænke i logo, for så vil budgettet forhåbentligt være mere “grafiker realistisk”. Man har jo lov at håbe 👍🏻
Dette oplever jeg typisk med nye virksomheder. Der er budgettet ofte meget lavt. Men det koster jo altid at starte virksomhed op. Virksomheden er jo ny, så branding og markedsføring kan bare ofte være en stor udgift. At folk så vælger at spare på logoet, som jo skal være virksomhedens ydre repræsentant, undrer mig meget. Logoet er det første man ser og associerer til, og derfor er logoet jo særdeles vigtig i markedsføringen.
Et logo der blot er et “must have” fra kundens side, er ikke så fed en opgave for mig personligt. Jeg vil da meget hellere designe et logo, hvor jeg kan mærke, at kunden brænder for og ved, at firmaet skal have noget ordentligt, der afspejler kvalitet og seriøsitet til kunderne.
Jeg vover gerne pelsen nu og spørger dig lidt provokerende. Hvis min logopris er for dyr til dig, hvor meget værdi synes du så, at din virksomhed er værd?
Du skal være klar over, at du med Fiverr ikke nødvendigvis får et unikt logo kun til din virksomhed. Måske kan du være heldig, det er der jo selvfølgelig nogen, der er. Men man kan altså godt risikere at komme i kontakt med en eller anden grafiker, hvis engelsk kundskaber måske ikke lige sidder i skabet, så kommunikationen kan blive en udfordring.
5, 20 eller 30 dollars lyder ikke af meget, men tænk på, at du godt kan risikere, at det logo du køber, bliver redigeret lidt og solgt igen ad flere omgange. Tænk hvis en nordjysk malermester havde et logo, der også var blevet købt af en malermester på Fyn. Det scenarie er slet ikke urealistisk.
Hvor er det unikke så?
Skriv tilbage til mig og sig nej tak. Eventuelt fortælle mig hvorfor jeg ikke skal være DIN logo designer. Når jeg har brugt tid på at svare dig på din forespørgsel, så er det mindste, du kan gøre er at sige nej tak.
Almindelig høflighed koster ikke noget, logo eller ej!
Seneste kommentarer